Vi ser det ske gang på gang. Et område i verden forsøger at implementere en socialistisk stat og i løbet af noget tid ender det med død, ødelæggelse og til sidst en stat der imploderer. Men hvorfor sker det hver gang det forsøges?
En ting der er stensikkert er, at når du debatterer med en socialist og hiver eksemplerne frem på Kina, USSR, Cuba, Nordkorea, Venezuela med videre er at de vil affeje kritikken med at det ikke blev gjort rigtigt, og så ellers skynde sig videre. Men hvis vi dvæler lidt ved den tanke en gang, hvad er det så der ikke blev gjort rigtigt?
Som en side-note vil de fleste socialister, hvis presset, argumentere med det skyldes der kom de forkerte personer til magten og hele idéen blev korrumperet, men hvorfor er der ikke flere som reflekterer over den kæmpe svaghed der viser sig her. For hvordan kan vi på forhånd vide om personen er "rigtig" eller "forkert" inden vedkommende har korrumperet systemet?
Hvis vi skal træde et skridt tilbage og søge at forklare hvad problemet er må vi først definere socialisme.
Ifølge Merriam-Webster er defintionen på socialisme:
" a system of society or group living in which there is no private property"
Overfører vi den til statsligt regi vil det derfor være et system hvor staten ejer alt.
Hvorfor fejler sådan et system så? På papiret lyder alle de ting som socialisterne lover med arbejde til alle, ingen skal sulte, alle får hvad de har behov for med videre jo som noget godt, så hvorfor er det det fejler?
Det skyldes ganske basalt at når du forbyder privat ejerskab forbyder du derved også muligheden for at lave profit, og hvad mange ikke tænker over er at profit (som ofte males op som noget dårligt) rent faktisk tjener til mere og andet end at fore lommerne på den person der laver det.
Det tjener samtidigt også som en signalværdi til alle andre mennesker at her ligger et uopfyldt behov og muliggør derfor for mennesker at kalkulere hvor deres knappe ressourcer er bedst anvendt. Forstået således at det er let at opdage for en der producerer korn i Frankrig at der er mangel i Norge og han samtidigt bliver belønnet for sit besvær med at transportere det den lange vej dertil. [1]
Forbyder du den signalmekanisme må du have noget andet der træder i dens sted. Det er her centralplanlæggeren kommer ind i billedet og skal forsøge at beregne sig frem til hvad der er nødvendigt og hvornår det er nødvendigt. Hvilket er umuligt, for den centralplanlægger kan på ingen måde overhovedet vide hvad der foregår i alle afkroge af samfundet samt hvordan folk vurderer nødvendigheden af deres behov. [2]
Eksempelvis ville jeg da gerne, såfremt jeg ikke skulle betale, spise gourmet mad på de fineste restauranter hver dag men det betyder ikke at det rent faktisk er et behov jeg vægter specielt højt skulle jeg selv betale. Det fører til en øget efterspørgsel på gourmet restauranter som påvirker at centralplanlæggeren tager nogle valg der viser sig at være forkerte, men når valget er taget centralt betyder det at den decentrale struktur der ellers i et frit marked ville afbøde konsekvensen af dårlige beslutninger ikke findes. Hvilket derefter leder til at der er for meget af en ressource, mens der er mangel på en anden. Og i sidste ende hungersnød, som i disse dage eksemplificeres i Venezuela fordi centralplanlæggeren ikke kan estimere den samlede økonomi og derved sørge for der er de nødvendige ressourcer til rådighed.
Vi ser samme mekanisme i spil på vores egne breddegrader i eksempelvis sundhedsvæsenet i Danmark, som opererer efter principperne i centralplanlægning.
Der råder ikke en markedsøkonomi indenfor sundhedsvæsenet i Danmark, hvorfor den af natur ikke kan operere efter profit-motivet. Derfor må den ty til den bureaukratiske styrings-model [3] for at kunne agere, men betyder også at systemet reelt set ikke ved hvordan den mest optimale måde at strukturere sig på er.
Et eksempel på dette er at der konsekvent er kø for at komme til (ressource-mangel som beskrevet ovenfor), mens systemet sætter de personer som rent faktisk er i stand til at afvikle køen (nemlig lægerne) til at udføre opgaver (eksempelvis journalisering) som ikke er en kerne-opgave for lægens behandling af patienten og fint kunne ud-delegeres til eksempelvis en sekretær eller anden administrativ medarbejder.
Men fordi systemet ikke har profitmotiv for øje kan det ikke beregne om det er en klog handling eller ej. Det kan kun se at før tiltaget med at lægerne skulle journalføre havde det X antal medarbejdere og efter tiltaget har det reduceret det til Y. At patienten havner i en kø er ikke noget problem, for der er ikke andre aktører der kan tage sig af det qua centralplanlægningen.
Og det er essensen i hvorfor socialisme fejler. Ganske simpelt fordi det ikke er muligt at udregne værdien og nødvendigheden af ressourcer og tjenester samt signalere disse rundt i samfundet uden brugen af profit-motivet.
[1] Kort intro der viser problemstillingen, klik her
[2] Hvis du vil grave dybere i hvordan sådanne mekanismer ser ud, så læs om hvordan USSR forsøgte at tackle det med Gosplan
[3] For en uddybning i forskellene mellem de 2 styringsformer anbefales det at læse Ludwig Von Mises bog "Bureaucracy.